Annette KrøjgaardMellem myte og realisme . en monografi om William Heinesens roman ”Det gode håb”, Speciale, Institut for Nordisk Filologi, april 1996

 

 

IV. SAMMENFATNING

 

Konklusion

 

"Det gode håb" kan betegnes, udfra Walter Benjamins definition, som en "fortælling". Frisættende afmytologiserer William Heinesen Bibelens (gammel- og ny-) testamenterede indhold, og videregiver det som menneskehedens sekulariserede livsvisdom. Afmytologiseringen forekommer i kraft af, at "Det gode håb" udspiller sig mellem myte, Bibelen, og realisme, Færøerne under enevælden. "Jesus-skikkelsen", hovedpersonen Peder Børresen, degraderes vha. et materielt-kropsligt princip, hans sexualitet og hang til alkohol. Afmytologiseret fremstår "Guds søn" derved som et almindeligt komplekst jordisk menneske. Bibelens "Gud" og "Satan" afmytologiseres ligeledes, og sekulariseres til at udgøre henholdsvis de gode og de problematiske kræfter i eksistensen, og også i menneskets eget sind. Det kristne håb om Frelseren er i "Det gode håb" afmytologiseret til håbet på at kunne "frelse" sig selv, "genopstå" vha.

den psykologiske bearbejdning. Romanens afmytologiserede udlægning af Jesus' tro under den natlige samtale med Nikodemus, fortæller, at godhed er gud. Gud degraderes, dvs. trækkes ned på jorden, til at være godheden i menneskenes egne hjerter. I lighed med Bibelen illustrerer "Det gode håb", at det gode er stærkere end det onde: I begge hovedhandlinger opnås en positiv sejr.

Ved at afmytologisere Bibelens indhold i forhold ti1 1600-tallets historiske virkelighed, og yderligere drage paralleller til 2. verdenskrig, peger Heinesen på "det generelle i situationen" (monografiens første citat). Heinesen fortæller om en indsigt i "det levende liv" (Walter Benjamin), om "Die Lebenswelt" (Kundera). "Det gode håb" udgør en beretning om (livs- )"færden" (s. 242). Romanen indledes, som beskrevet, med et billede af mennesket som værende en slags eksistentiel "søfarer" (s. 5), der skal forholde sig til "synet af levende virkelighed" (s. 5). "Søfareren", Peder Børresen, erfarer, at tilværelsen er en kompleks og modsigelsesrig enhed, hvori man kun kan eje "usikkerhedens visdom" (Kundera), hvilket også gør sig gældende mht. hans eget sind.

Ifølge Harald Høffding udvides menneskets erkendelseshelhed, når det gør nye erfaringer. Ligeledes bevirker Peder Børresens erfaringer med den komplekse tilværelse, at han må revidere sit ensidige dualistiske verdensbillede. Han opgiver at

 

120

kunne forstå Guds' orden og retfærdighed. Hans gudsforhold udvikler sig til at blive mere sekulariseret, og han bevæger sig hen imod en kosmisk og mere moderne kompleks livs tolkning. Som et resultat heraf opnår han "den store humor". "Den store humor" løfter Børresen op i en transcenderende, forløsende fornemmelse for en udefinerlig "stor tingenes orden" (Høffding); Guds uransagelige veje, som Børresen kalder det. "Den store humor" er "det levende liv"'s aftryk i sindelaget hos det menneske, der accepterende forsoner sig med det modsigelsesrige aspekt ved den uransagelige eksistens. "Den store humor" udtrykker en indsigt i "det levende liv".

Peder Børresen oplever en erkendelse af en kosmisk "stor tingenes orden", hvor det gode og det onde spiller et evigt og uafviseligt sammenspil. Samtidig erkender han, at det gode, livets princip om "genopstandelse", trodsigt sætter sig igennem.

Milan Kundera har hævdet, at den "europæiske roman"’s funktion er at beskytte mennesket imod "værensglemsel", imod ensidig tænkning, som den moderne tid på mange måder er præget af. Gennem sin afmytologisering og kritik af dualistisk livs tolkning, diktatorisk politik samt hensynsløs egoisme, gør også Heinesen op med ensidighed. Heinesen fortæller, ligesom Kunderas roman, at i denne uvishedens verden må mennesket selv sætte en personlig moral. Peder Børresen vælger at kæmpe for det gode, "Gud", hvilket udformer sig som en kamp for et humant samfund. For at kunne gennemføre kampen mod de sociale, gabelske, ydre "dæmoner", må han først tage kampen op mod sine egne indre "dæmoner". Kampen for det gode begynder i menneskets eget indre, med det personlige ansvar, fremgår det af værkideologien.

Håbet fremstilles som en "frelsende" instans i den mangesidige tilværelse, som en overlevelsesdrift, vha. hvilket mennesket kan "genopstå" ud af kriserne (det onde).

Milan Kundera giver udtryk for, at den "europæiske roman"'s eneste moral er viden, og at den skal opdage et nyt udsnit af tilværelsen. Hvilket nyt udsnit opdager "Det gode håb"? William Heinesens opdagelse fortælles i en form, der minder om Benjamins "fortæller"'s; "visdom er råd vevet inn i det levende liv" (p. 182). Heinesen fortæller om den "moralske naturlov"; Han skildrer "det gode" og "det onde" som uundgåelige elementer i et modsætningsfuldt sammenspil, og viser, at naturens morale er, at det gode er stærkest. Positivt anskuet, fungerer modsætningerne konstruktivt igangsættende, hvis mennesket gør sig selv til "Herre" i sit liv, og vha. den psykologiske bearbejdning styrer "skæbnen", i stedet for at lade "skæbnen" styre mennesket. Heinesen sammenligner modsætningernes dynamiske sammenspil med

 

121

det cykliske sammenspil i naturen: Liv og død, dag og nat, sommer og vinter osv. Til dette formål benytter han sig af genretræk fra grotesk realisme. Denne genre ser, som sagt, optimistisk på det modsætningsfulde aspekt ved eksistensen, og opfatter jord, krop og kosmos som et levende og udeleligt hele. "Det gode" defineres af denne genre som det, der er i overensstemmelse med naturens principper om størst mulig overlevelse og trivsel for flest mulige, artens overlevelse. En slags biologisk utilitarisme. Det er en folkelig genre, der immanent har en demokratisk og humanistisk ideologi. "Det gode håb" illustrerer, hvorledes folket rejser sig, når en destruktiv samfundsorden truer "stamkroppen"’s overlevelse, og at en eventuel "frelser"-skikkelse kan dukke op, som repræsentant for den kosmiske orden. En orden, som kan sidestilles med "naturens røst", et udtryk, som Benjamin citerer Leskov for. Ved at Peder Børresen således repræsenterer den "guddommelige" kosmiske verdensorden, eksemplificerer han Leskovs udsagn om, at den retfærdige skikkelse er det skabtes talsmand og dets højeste legemliggørelse.

Vha. grotesk realisme viser Heinesen det godes overvindelse af "det onde" som frugtbart, dvs. det legitimeres af "naturens røst". Menneskets gode håb udtrykker det frugtbare princip i eksistensen: At lade en ny "fødsel", håbet, afløse "døden", håbløsheden: Heinesens afmytologiserede udgave af Bibelens begreb "opstandelse". Set gennem en biologisk tankegang, synliggøres det gode håb som en naturlig overlevelsesdrift i mennesket. Figurer i "Det gode håb", der ikke efterlever "det gode", dvs. det bedste også for andre, det universelle gode håb, men fremstår som hensynsløse og egoistiske, er alle af værkideologien valoriseret negativt. Heinesen anvender et materielt-kropsligt princip til at illustrere det destruktive og naturkrænkende ved deres adfærd:

Resultatet af deres sexualitet er ikke vækst, men aborter, vanskabning er, sindssygdom og død. At deres levevis ikke er gunstig for menneskehedens trivsel, og dermed for "stamkroppen"’s overlevelse, viser sig symbolsk i deres dårlige regenerationsevne.

Heinesen afmytologiserer den kristne tanke om næstekærlighed til denne tanke om menneskehedens samhørighed med den økologiske og kosmiske verdensorden. Som det viser sig i historien om Peder Børresen, bibringer det menneskelige fællesskab mennesket en følelse af "lykke" ved at høre til, ved at være en inkorporeret del af kosmos~ "levende liv". Peder Børresen udvikler sig fra at have et dualistisk bibelsyn, og føle sig fremmed på jord som en "Ahasverus", til at få et mere sekulariseret mod-

 

122

 


sætningsfuldt helhedssyn, som muliggør en inkorporering i det jordiske medmenneskelige fællessskab. Til sidst i romanen føler han sig hjemme på jord.

Høffding mener, som nævnt, at indehaveren af "den store humor" kan ane en udefinerlig "stor tingenes orden", af hvilken alle begivenheder er afhængige. Set i det, som Walter Benjamin kalder et helhedsbillede, danner alle de enkelte begivenheder et mønster. Et mønster, som Heinesen vha. grotesk realisme refererer til økologi og den kosmiske verdensorden. En orden, som er den "moralske naturlov"'s orden, der "sejrer altid til slut", og som kommer til udtryk i "den kæmpende humanisme" (monografiens første citat). Heri består Heinesens skildring af "det generelle i situationen", og derfor kan den "moralske naturlov"'s mønster genfindes i alle historiske tider.

Begge hovedhandlinger skildrer et befrielsesforløb, henholdsvis fra en ideologisk undertrykkelse og fra en materialistisk undertrykkelse. I den personorienterede hovedhandling er den idehistoriske udvikling fra dualisme til sekularisering indlejret. Hovedpersonen Peder Børresen gennemlever et mentalt udviklingsforløb, der spænder fra dualisme, panteisme og personligt gudsforhold henimod en mere sekulariseret tankegang. Den kollektivorienterede hovedhandling illustrerer den sociale og politiske overgangstid fra feudalisme til liberalisme. Det diktatoriske magtstyre i "Det gode håb" opløses til slut, og erstattes af en mere human og demokratisk samfundsorden. I begge tilfælde peger romanen på, at udviklingen i hovedhandlingerne overordnet skyldes en bevægen sig væk fra noget naturstridigt henimod noget mere naturrigtigt. Desuden at det er naturens egne kræfter, som i virkeligheden er de igangsættende - "den moralske naturlov".

 

I "Det gode håb" ligger "den store humor" ideologisk som en slags underliggende kontrapunkt, og romanens form er et resultat heraf. "Det gode håb"'s polyfoniske komposition er selv et udtryk for den mangesidige eksistens. Gennem portrættet af Peder Børresen viser Heinesen, hvordan den menneskelige skæbne bliver til over længere tidsforløb og under indflydelse af forskelligartede kræfter. Når han har valgt brevformen hertil, er det, fordi den giver læseren mulighed for at se relationen mellem den ydre sociale virkelighed og Peder Børresens psykologiske bearbejdning, og omvendt. De to sideløbende hovedhandlinger tjener til at belyse Heinesens kosmiske livstolkning. Han viser, at i universet og i mennesket virker de samme kræfter. Peder Børresen fremstilles som et slags mikrokosmos i forhold til makrokosmos. Den mundtlige indlevelsesrige, fortrolige fortællestil medvirker til at indlejre det fortalte i

 

123

læserens erindring, således at læseren bliver i stand til at videregive det fortaltes livs erfaring. "Det gode håb" opfylder således "fortællingen"’s og den "europæiske romans krav om kontinuitet. Romanen peger både bagud, i sin anvendelse af Bibelen og historisk materiale, og fremad, ved at indlejre sin visdom i læserens erindring.

De meget morsomme personportrætter bevirker, at der ovenpå romanens underliggende kontrapunkt, "den store humor", udspiller sig "en lille humor"; som Høffding kalder den mere populære form. Forekomsten af "den lille humor" gør romanens alvorlige indhold mere "fordøjeligt". I lighed med den modsætningsfulde eksistens er "Det gode håb" på en og samme gang en meget alvorlig og en meget morsom bog.

 

 

124