Litteratur om William Heinesen og hans forfatterskab

 

W. Glyn Jones - Færø og Kosmos (Bog, 1974)
Bjarne Nielsen Brovst - Det muntre Nord   (Bog 1987)
Lilian Munk Dahlgren - En moderne skjald  (Artikel i K&K, 1990)
Hanne Flohr Sørensen - Barnet, digteren og eventyret (ph.d. afhandling, 1996)
Annette Krøjgaard - Mellem myte og realisme - en monografi om William Heinesens "Det gode håb" (Speciale, 1996)
Nicolai Eriksen - Myte og realisme i William Heinesens senere romanforfatterskab (Speciale, 1999)
Ejgil Søholm - Godheds ubændige vælde (Bog, 1999)
Jógvan Isaksen - Mellem middelalder og modernitet. Omkring William Heinesens prosa (Bog 2004)

W. Glyn Jones - Færø og Kosmos (Bog, 1974) 

Det første større værk med en samlet fremstilling af William Heinesen og hans forfatterskab udkom i 1974 og var skrevet af W. Glyn Jones, engelsk professor i nordisk sprog og litteratur ved Newcastle-universitetet. Værket udkom dels i en engelsk udgave med titlen : William Heinesen og samme år i en udvidet og let bearbejdet udgave på dansk med titlen : Færø og Kosmos. En indføring i William Heinesens forfatterskab. Glyn Jones havde beskæftiget sig med William Heinesen i en årrække og havde siden 1967 fået publiceret flere artikler med analyser af blandt andet De fortabte spillemænd, Den sorte gryde og Noatun.
Bogen indledes med et kapitel om den historiske udvikling og kulturen på Færøerne, mens andet kapitel er en biografi om Heinesen. Resten af bogen er helliget analyser af Heinesens skønlitterære udgivelser indtil 1974 startende med en analyse af digtsamlingerne, hvorefter de enkelte romaner behandles i særskilte kapitler. Herefter følger et kapitel med analyse af novellesamlingerne.
Analyserne er overvejende af tematisk karakter, og i det sidste kapitel opsummerer og konkluderer Glyn Jones,  at Heinesen kredser om "konflikten mellem livet og døden, mellem godt og ondt, om menneskets stilling i universet og i evigheden, .. " (252), som han sammenfatter under betegnelsen det "kosmiske" tema eller livssyn, hvilket har vundet tilslutning blandt mange senere analytikere og er blevet en udbredt betegnelse for grundtemaet i Heinesens forfatterskab. Jones anfører endvidere at nok er de sociale og politiske synspunkter fremtrædende i flere af Heinesens værker, "men deres betydning kommer i anden række... , og selv i romaner som Noatun eller Den sorte gryde .. , hvor forfatterens sociale retfærdighedssans og harme kommer tydeligst frem, forårsages disse følelser af rent menneskelige snarere end politiske overvejelser, mens de store kosmiske spørgsmål stadig står i centrum af værkerne." (252)
Jones påviser, at det kosmiske tema er gennemgående i hele Heinesens forfatterskab fra de første digtsamlinger til de senere romaner og novellesamlinger : Den enkeltes liv er kort og forgængeligt, men netop derfor er det dyrebart og skal leves fuldt og helt. Det er døden, der giver livet værdi, eller som Jørgen-Frantz Jacobsen udtrykte det i et sine breve til Heinesen, da han lå dødssyg på sanatoriet : "døden er i baggrunden for  livets geniale relief." (Det dyrebare liv, 105). Det påvises, hvorledes der foregår en konstant kamp imellem livsfjendske eller livsforsagende magter og de livsbekræftigende. De første er i Heinesens romaner ofte repræsenteret ved de religiøse sekter, der "trøster folk for det, de har mistet i livet, ved at overtale dem til at vende livet ryggen.", men "Et menneske uden konflikt (med en absolut tro)
er et menneske uden dynamik, uden liv.." (Jones, 105 og 111 i omtalen af Det gode håb). Men også  de magt- eller pengebegærlige som Oppermann i Den sorte gryde eller Matte Gok i De fortabte spillemænd repræsenterer livsfjendske kræfter, der kan bringe død med sig, men i sidste ende sejrer dog håbet og de livsbekræftigende kræfter altid hos Heinesen : ".. trods dødsmagternes bestræbelser, er livet uovervindeligt." (Jones, 184 i omtalen af Moder Syvstjerne). Nok er den enkeltes liv forgængeligt, men det indgår dog i evigheden, er grobund for nyt liv og livsudfoldelse, som moderen og Ekkehardt er det for drengen Jacob i Moder Syvstjerne, og spillemændene er det for drengen Orfeus i De fortabte spillemænd. Som det siges så smukt om Ekkehardt i Moder Syvstjerne : Havet tog Ekkehardt, umådelige dønninger løftede ham ud af tiden og bragte ham over i evigheden – ja, over i den eneste evighed, der findes: den, der er i menneskers erindringsvarme og taknemmelige sind.” (Moder Syvstjerne, 119).
Nært forbundet med temaet liv- død er temaet om det gode og det onde. Den umiddelbare, ureflekterede og livgivende godhed er ofte forbundet med en kvinde, ""den gode kvinde" , en skikkelse der findes i alle romanerne undtagen Det gode håb og i mange af novellerne." (Jones, 113), som Simona i Blæsende gry, Lisa i Den sorte gryde, Eliana i De fortabte spillemænd og Antonia i Moder Syvstjerne. Godheden er for Heinesen det højeste etiske princip. Som det udtrykkes i Blæsende gry af Morberg : "Når du gør dit livs regnestykke op - hvad er der så tilbage af værdier undtagen en lille håndfuld godhed, ... / Gud er godhed, indskyder Vitus. / Godheden er Gud retter sagføreren." (386-87, 1934 udgaven) eller af magister Mortensen i De fortabte spillemænd : ".. den eneste lykke, der gives, den eneste frihed, der gives: den gode gernings fred." (155).
I forbindelse med sin tematiske analyse anfører Jones også en række typiske stilistiske træk i Heinesens værker, hvor han fremhæver at "Humor, patos,tragik og melodrama veksler" (252)
Heinesen har en forkærlighed for det farverige, det barokke og burlesk overdimensionerede med satiriske indslag og karikerede portrætter.
Et karakteristisk træk specielt i lyrikken og de senere romaner er en "forening af det kosmiske og det hverdagslige" (78).  "Heinesens romaner balancerer stort set mellem virkelighedsskildring og abstraktion, modsvarende to sider i forfatterens egen personlighed" (134). Om De fortabte spillemænd anfører Jones, at Heinesen integrerer realisme og mytedannende symbolisme (157).
Sluttelig skal anføres, at Jones i Heinesens senere værker mener at kunne spore "en stigende interesse for den menneskelige personligheds uberegnelighed." (252), som blandt andet påvises i analyserne af digtsamlingen : Panorama med regnbue (93), romanen Det gode håb (198) og novellesamlingen Don Juan fra Tranhuset (250), hvor Jones komkluderer : "Fra de allerførste romaner har forfatteren været optaget af at skrive om særlinge. Efterhånden som forfatterskabet skrider frem går denne fabulerende interesse for excentriske personer over til en psykologisk-filosofisk skildring af menneskets irrationalitet. Det er ikke længere nok simpelthen at skildre : særlingene bruges nu til at støtte kravet om forståelse og tolerance."

Færø og kosmos
er præget af en stor kærlighed til og indlevelse i Heinesens værker. Den er skrevet i et let tilgængeligt og ligefremt sprog, som gør den til en ideel introduktion til Heinesens værker for alle, der måtte fatte imteresse for hans forfatterskab.
Jones har efterfølgende fået publiceret en lang række supplerende artikler, hvor han dels uddyber sine tidliger analyser, dels kommenterer Heinesens senere novellesamlinger og Heinesens sidste roman : Tårnet ved verdens ende.
Mest kontroversielt og debatteret har været det indlæg : Kosmisk syn og skæbnetro i Heinesens forfatterskab, som Jones fremlagde i et symposium om Heinesen i 1994, gengivet i bogen fra symposiet : Tårnet midt i verden, hvor han argumenterer for, at Heinesen i sine senere værker giver udtryk for en skæbnetro, hvilket stiller spørgsmål ved om de personer, der repræsenter de livsfjendtige kræfter, kan gøres ansvarlige herfor, altså om mennesket bevidst kan vælge en negativ eller positiv holdning til tilværelsen, eller om det snarere er skæbnebestemt : "Men på sin vis er også disse sidstnævnte (de livsfjendtlige) selv uforskyldt i deres optræden, for deres indstilling er jo bestemt, determineret af arv og milieu i bredeste forstand. " (Tårnet midt i verden, 103). Altså i sidste ende et spørgsmål om mennesket reeelt har en fri vilje. At Heinesen i sine værker skulle indikere en sådan skæbnetro blev allerede på symposiet afvist af flere af deltagerne og er også siden søgt tilbagevist i efterfølgende artikler af blandt andet Jógvan Isaksen og Nicolai Eriksen.
Et par enkelte af Jones artikler om Heinesen findes online på dansk litteraturcenters hjemmeside på adressen http://www.danishliterature.info

Retur til index

Bjarne Nielsen Brovst - Det muntre nord (Bog, 1987) 

En biografi om Heinesen, der bygger på og gengiver de interviews, som Bjarne Nielsen Brovst optog på bånd med Heinesen og hans barndomsven Carl Johan Bech (Carli) i årene 1980-84.
Første del giver et glimrende indblik i Heinesens opvækst og ungdom samt hans forhold til  Jørgen-Frantz Jacobsen, Otto Gelsted, Hans Kirk, Christian Matras og andre, der har haft betydning for ham.
Anden del, som er et interview med Carl Johan Bech, centrerer sig om opvæksten med barndomsvennerne Jørgen-Frantz og Carli, hvor der bl.a. citeres fra et ikke publiceret skrift af Jørgen-Frantz Jacobsen fra begyndelsen af 1920-erne : "Erindringer fra Carlis barndom og første ungdom". Endvidere gengives her en aldrig publiceret rejsebeskrivelse af Heinesen fra en 12-dages tur i 1920-erne rundt til de nordlige bygder på færøerne, hvor Heinesen ledsagede Carli, der besøgte bygderne som dyrlæge. Beskivelsen giver et godt indtryk af den barske færøske natur og det nøjsomme liv i bygderne i datiden og indeholder en række fine portrætter af bygdefolkene. Beretningen, som oprindeligt var sendt til Jørgen-Frantz Jacobsen som brev, var forsynet med indholdsfortegnelse og skitser af beboerne, som Bjarne Nielsen Brovst senere offentliggjorde i bogen William Heinesen - Jørgen Frantz  Jacobsen og Barbara udgivet i 2000. Her udbygges beskrivelsen af barndommen gennem større uddrag af Jørgen Frantz Jacobsens erindringer om Carli, og bogen er illustreret med fotografier og skitser, som Heinesen udfærdigede under interviewene og i brevvekslingen
Den sidste del af Det muntre Nord indeholder interviews, som giver et indblik i de enkelte romaners tilblivelse,  inspirationen til forskellige karakterer samt de centrale temaer.

Retur til index

Lilian Munk Dahlgren - En moderne skjald  (Artikel i K&K, 1990) 

En lille perle af en artikel med en analyse af novellesamlingen Laterna Magica, hvor der for første gang tages udgangspunkt i Walter Benjamins teori om den mundtlige fortælling fremsat i hans essay "Fortælleren". Endvidere inddrages Walter J.Ong's Orality and Literacy og Brooks teorier om narrativ tid og begær.
Det påvises, hvorledes Heinesen benytter sig af en række virkemidler fra den mundtlige fortælletradition : Gentagelser, typekarakterer og memorable tilnavne på personerne (som Varme-Fanny), parataktisk syntaks (sideordnede "og" sætninger), ligesom der i teksterne forekommer henvendelser til en fiktiv tilhører, der opfattes som fortællerens fortrolige og tillægges forventede reaktioner. Herved forlenes fortællingerne med et mytisk skær, som ifølge Benjamin og Ong var karakteristisk for de mundtlige fortællinger, idet fortælleren (skjalden) her videregav kollektive/almengyldige livserfaringer.
Men som Dahlgren påviser, er den moderne fortæller Heinesen helt bevidst om sin mundlige maskering : "Psykologens stemme begynder at overdøve skjaldens, den skrivende fortæller kigger frem bag sin maske-mund." (78) . Dette sker i form af filosofiske digressioner, tematisering af digtervirksomheden, en mere psykologisk individualisering af personerne mv. ".. masken revner konstant og må naturligvis gøre det, da det rent faktisk er et stykke skrift, vi sidder med." (79)
Kendetegnende for den mundlige fortælling er også, at den omhandler det evigtgyldige. Fortælleren er tilbageskuende, fortrolig med døden, "at ligne ved den måne, han selv lader optræde som evighedens repræsentant, og for hvilken menneskelivets forviklinger tager sig sølle og latterlige ud." (80)
Det konkluderes herefter, at "To dobbeltheder kunne således se ud til at være nøglen til beskrivelse af Laterna Magicas fortæller: Dobbeltheden landsbyfortæller/modernist og dobbeltheden måne/menneske." (80)
Det påvises herefter, hvorledes novellesamlingen har "Døden som tema og narrativ motor". De første tre lyrisk betonede fortællinger har døden som tema, forskellige måder at forholde sig til døden på, mens tre af de fire efterfølgende store eper "fortæller sig frem til en død." Den dødelige udgang forudsiges fra starten og kommer derved til at optræde "som narratologisk element, der sikrer fortællingens fuldbyrdelse." (83)
Døden fremkaldes af destruktive kræfter : Materialistisk begær (Konrad og Lyder i Lykkestenen), trang til selvekspansion (Hafner i Balladen om Bøledrengen), religiøs mistolkning, fordømmelse af naturlige drifter (Syndefaldet). Også i Sprøjteprøven er der tale om destruktive kræfter, hvor moderne teknologi anvendes som udløsning for aggressioner.
Dahlgren konkluderer sluttelig: "En af de mange ting vi kan lære af Laterna Magicas vise fortæller, er, at tolkning kan være destruktiv. .. en kraftig advarsel til tekstanalytikeren om at undgå stiv eller snæver betydningsfastlæggelse". Som ved den mundlige fortælling ".., kan vi i det mindste forsøge at indoptage en simuleret tilhørerrolle i tolkerrollen, lytte efter "den gode historie" - kort sagt: Slå ørerne ud!"

Retur til index

Hanne Flohr Sørensen - Barnet, digteren og eventyret (ph.d. afhandling, 1996) 

Afhandlingen gennemgår William Heinesens og Jørgen-Frantz Jacobsens klausulerede korrespondance 1917-38 og giver her på baggrund af deres livlige korrespondance og tætte forhold et enestående indblik i deres livssyn og de tanker, de gjorde sig om deres forfatterskaber. Uddrag af disse kapitler i specialet havde Hanne Flohr Sørensen tidligere fået offentligggjort som artikler i Danske studier, 1992 og i bogen fra symposiet om Heinesen i 1994: Tårnet midt i verden, ligesom korrespondancen efterfølgende er behandlet i en artikel i tidsskriftet Spring, 1999 og i en artikel fra en studiekonference om William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen i 2000 : Ùthavsdagar - Oceaniske.
Efter gennemgangen af korrespondancen følger et kapitel om teorierne om fortælleren i Walter Benjamins essay Fortælleren og Thorkild Bjørnvigs Begyndelsen, og på baggrund af disse teorier og korrespondancen belyses herefter William Heinesens forfatterskab gennem en analyse af novellen Grylen og romanerne De fortabte spillemænd, Moder Syvstjerne  og Tårnet ved verdens ende.
Det påvises, hvorledes Wiliam Heinesens dobbeltkulturelle baggrund i det færøske med rødder i middelalderens kollektive samfund tæt forbundet med naturens kræfter og i det danske med et moderne individuelt, dualistisk livssyn får en afgørende betydning for forfatterskabet, hvor han søger at forbinde disse to verdener, forbinde det irrationelle, romantiske med den moderne rationelle verden  Som han selv udtrykker det i sine breve :

"Min Livsfölelse er rummelig nok til baade at rumme Tillid til Videnskaben og Kærlighed til Mystikken. Religiøs Lummerhed og videnskabelig Snobbethed er lige modbydelig og kan opveje hinanden"
(23./1.-26.) (38).
"Uden ordnende Fornuft (lad os kalde det Rationalisme): Kaos. - Uden den spontane, udefirnelige "Inspiration" (lad os kalde det Romantik: Kedsommelighed"
(29./2.-32). (42)
Hanne Flohr Sørensen konkluderer : "Fremfor den eksisterende konflikt mellem følelse og erkendelse er William Heinesens grundopfattelse således nødvendigheden af deres komplementaritet, .." (43)
Hanne Flohr Sørensen trækker en parallel mellem Heinesens livssyn og Walter Benjamins og Thorkild Bjørnvigs essays, hvorfra hun blandt andet fremhæver, at det er i kunsten, i fortællingen, hvor man trækker på erindringen og erfaringen og fortolker det oplevede, at man i moderne tid har muligheden for at forene det rationelle med det irrationelle. Som barnet søger at komme til forståelse med verden gennem sin leg og sin mytologiske fantasi, kan fortællingen gøre det i ord og billeder. Digteren skildrer ikke blot den givne, men den mulige virkelighed. Kunsten er karakteristisk ved ikke blot at beskæftige sig med enten-eller men med den komplekse relation mellem dem. Et kunstværk skal inspirere til barnets intense oplevelsesmåde. En kompleks oplevelse. Som barnets leg udtrykker kunsten både drøm og realitet, både romantik og rationalisme. Det undrende møde med livet, drømmen om mulighederne er fælles for barn og digter.
I de efterfølgende analyser illustrerer Hanne Flohr Sørensen, hvorledes de to verdener, den irrationelle og den rationelle, er et tilbagevende tema i Heinesens værker.
I Grylen skildres mødet mellem det middelalderlige frugtbarheds ritual og den moderne dualistiske kristne opfattelse, der forenes i Dunalds skikkelse.
I De fortabte spillemænd stilles menneskets kompleksistet op overfor den livsfjendske opsplitning i godt og ondt. Romanens form og sproglige mangfoldighed forener det middelalderlige og moderne til det mere komplekse enten-og-eller fremfor det moderne dualistiske enten-eller. Orfeus personaliserer den livskraftige forening af de to verdener.
I Moder Syvstjerne støder igen to diamentralt modsatte livssyn sammen : "Et livsbekræftigende førkristent helhedssyn, som den nybagte mors symbiose med spædbarnet udtrykker, og et livsfjendsk, kristent, dualistisk livssyn, som Antonias plejemor og barns gudmor Trine med Øjnene repræsenterer." (116). "Med sin entydige opsplitning i enten sjæl eller krop, godt og ondt, mit eller dit umuliggør hun nemlig det komplekse enten-og-eller-møde, som kvinden i skikkelse af på en gang erotisk væsen og mor udtrykker ved både at være "skaber og vedligeholder" og dermed "alle tings ophav"." (117). Igen bliver det drengen, i dette tilfælde Jacob, som overvinder konflikten.
I Tårnet ved verdens ende repræsenterer faderen og moderen de "to verdener. Den rationenelle og irrationelle, den entydige og mangetydige -  .. de kloge pærers og dosmernes." (126), men den gamle digter og stjernekigger "smiler både ad dosmernes dårskab og ad de gode pærers hovmodige sikkerhed." (Tårnet, 141) (129)
Forbindelsen mellem "Barnet, digteren og eventyret", som er afhandlingens titel, kan resumeres i nedenstående citat fra omtalen af Tårnet ved verdens ende :

"Det, der forener barnet og den aldrende Amaldus, er .. en fælles bestræbelse på at skabe sammenhæng i og mening ud af det livs tilfældigheder, som mennesket forudsætningsløst bliver født ind i og med, og som det vedholdende forsøger at komme til forståelse af. Hvad der derimod adskiller, er henholdsvis livsintensitet og livserfaring, som barnet og den aldrende har en fælles længsel efter, men som aldrig vil kunne opfyldes - .."
(130)
Se også online artikel, Bogens Verden 1994, nr. 4   Livet er formidling af noget kontinuerligt

Retur til index

Annette Krøjgaard – Mellem myte og realisme – en monografi om William Heinesens roman: ”Det gode håb”  (Speciale, 1996)

Specialet er nok den bedste og mest dybtgående analyse til dato af Det gode håb og trækker samtidig paralleller til Heinesens øvrige forfatterskab og påviser, hvorledes livsanskuelsen og temaerne er de samme gennem hele forfatterskabet. Specialet er velskrevet og med en fin, let forståelig gennemgang af de inddragne teorier. Specialets hovedkonklusioner havde fortjent offentliggørelse i tidsskrifter.

Det indledes med en præsentation af William Heinesen og Det gode håb med en omtale af handling, komposition, fortæller, genre og sprog. Herefter følger et teoretisk afsnit, hvor Annette Krøjgaard gennemgår fire teorier, som hun senere påviser, er i overensstemmelse med livssynet i Det gode håb. Det drejer sig om Walter Benjamins teori om "Fortælleren og fortællingen", Milan Kunderas teori om ”Romankunsten”, Michail Bachtins teori om ”Grotesk realisme”, og Harald Høffdings teori om ”Den store humor”. Fælles for alle fire teorier er, at de anlægger et  verdsligt,  afmytologiseret helhedssyn på verden, som bestående af både godt og ondt, hvor meningen kan forekomme uforståelig eller flertydig, men hvor man dog blandt andet i fortællinger baserer på erfaringens livsvisdom kan lære at leve med uvisheden i visheden om en større for mennesket uigennemskuelig sammenhæng, der dog glimtvis eller fragmentarisk kan anes.
Herefter følger analysen, som Annette Krøjgaard har delt i to dele i overensstemmelse med romanens polyfone (flerstrengede) komposition med to sideløbende hovedhandlinger, som omtales som: ””Peder Børresens mentale udvikling” og ”Folkets befrielse”, en personorienteret hovedhandling og en social kollektivorienteret hovedhandling. De illustrerer henholdvis en sjælelig og en mere folkelig handling. For dem begge gælder, at de ved romanens begyndelse befinder sig i en negativ situation, og ved romanens slutning har bevæget sig hen imod et mere positivt ståsted. Begge skildrer de et befrielsesforløb, dels fra en ideologisk undertrykkelse, dels fra en materialistisk undertrykkelse. Peder Børresen ”befries” fra en dualistisk livstolkning, og folket befries fra et diktatorisk magtstyre” (2)
Imellem de to hovedafsnit er indsat et afsnit med en karakteristik af personerne i det meget store persongalleri, hvor der trækkes paralleller til underbygning af analyserne af de to hovedforløb.

I afsnittet om Peter Børresens mentale udvikling vises, hvorledes hans livssyn ændrer sig fra et gammelttestamentaligt dualistisk livssyn til et moderne sekulariseret humanistisk syn
Det dualistiske livssyn er præget af et entydigt livssyn og en skarp adskillelse mellem det gode og det onde. Det jordiske liv er forbundet med synd og ondskab, og frelsen og det gode henlægges til det himmelske liv. Det er Gud, der bestemmer menneskets skæbne på jord, og mennesket må rette sig efter, hvad Gud har foreskrevet som godt og ondt. I Børresens udvikling påvises, hvorledes han efterhånden får et mere nuanceret syn på mennesket som bestående af gode og onde kræfter, hvor det enkelte menneske må tage skæbnen i egen hånd og selv tage ansvar for at fremme det gode. Håbet på det godes sejr holder livsmodet oppe.
Peder Børresens livssyn bevæger sig fra en vertikal til en horisontal ”gudsopfattelse”. (58). Fremfor at afvente et himmelsk paradis skal mennesket bestræbe sig på at skabe det her på jord..
Romanens sekulariserede livsssyn giver sig udslag i en afmytologisering af Biblen. Annette Krøjgaard  påpeger en række paralleller mellem Peder Børresen og Jesus (Børresen ”gør ”mirakler”, omgås skøger, bespiser og velsigner fattige, …”), og hun konkluderer: ”Heinesen anvender et materielt-kropsligt princip, Peder Børresens seksualitet, hidsighed og hang til alkohol, til at degradere Jesus-skikkelsen, dvs., som i grotesk realisme, til at trække den ned på jorden. Således afmytologiserer Heinesen den kristne myte ved at gøre Jesus til et almindeligt komplekst menneske, på godt og ondt.” (62)

Hvor 1.del af romanen især fokuserer på Peder Børresens mentale udvikling fokuserer 2.del især på folkets befrielse fra det diktatoriske Gabrielske magtstyre. Parallelt med Peder Børresens frigørelse fra et middelalderligt dualistisk livssyn frigør folket sig fra et middelalderligt feudalistisk diktatorisk magtstyre til et mere frit demokratisk præget samfund.
”Kompositionen med de to sideløbende hovedhandlinger tjener til at afspejle helhedssynet universelt: De samme kræfter, der virker i universet, virker også i mennesket (delen er lig helheden).” (110). At 1. del især er koncentreret om Peter Børresens udvikling illustrerer værkets budskab om, ”at kampen for det gode starter i menneskets eget selv. 2.del handler om konsekvenserne af 1. del.” (109)
”Det gode” cementeres i romanen som en slags naturlov. Det gode er det, ”der er i overensstemmelse med naturens principper om størst mulig overlevelse og trivsel for flest mulige, artens overlevelse.” (122) ””Folkets befrielse” viser individet Peder Børresens mikrokosmiske kamp for det gode i makrokosmisk perspektiv. Flertallet, folket rejser sig mod de livstruende sociale tilstande. William Heinesen taler i monografiens første citat om ”en slags moralsk naturlov”. Det moralske består i, at når flertallets eksistens er truet, kæmper folket samlet for overlevelse, dvs. for det gode, der skal overvinde krisen.” (109)

Efter en sammenfattende konklusion perspektiverer Annette Krøjgaard livssynet i Det gode håb i en udmærket gennemgang af Heinesens øvrige forfatterskab og finder tankerne indlejret fra hans første digtsamlinger til de senere romaner.

Da specialet desværre ikke er offentliggjort hverken helt eller delvist i tidsskrift eller bogform henvises til vedlagte kopi af den sammenfattende konklusion.
Annette Krøjgaard - Mellem myte og realisme - en monografi om William Heinesens roman "Det gode håb", Sammenfatning - konklusion

Retur til index

Nicolai Eriksen - Myte og realisme i William Heinesens senere romanforfatterskab (Speciale, 1999) 

Et af de bedste specialer, der er skrevet om Heinesen. Kapitlerne om De fortabte spillemænd og Moder Syvstjerne blev da også efterfølgende publiceret i henholdsvis tidsskrifterne Nordica, 2001 og Transfiguration, 2000 og det er især disse artikler nedenstående gennemgang centrerer sig om. 
Nicolai Eriksen sætter sig som mål "ikke blot at vise, hvordan Heinesen i sine romaner forener myte og realisme, men i ligeså høj grad hvorfor" Heinesen finder dette væsentligt (3).
Dette søges afklaret gennem en analyse af De fortabte spillemænd, Moder Syvstjerne og Tårnet ved verdens ende efter et indledende kapitel om mytebegrebet. Specialet afsluttes med nogle sammenfattende betragtninger og en diskussion af Heinesens opfattelse af skæbnebegrebet i forlængelse af Glyn Jones indlæg i Tårnet midt i verden om Heinesens skæbnetro. 
Eriksen påviser i De fortabte spillemænd, at teksten opererer "med to typer virkelighed:  Spillemandskredsens kosmiske virkelighed og den omsluttende omverdens-virkelighed." . Omverdens-virkeligheden er knyttet til det rationelle, til de ydre borgerlige materielle værdier og status i samfundet, mens den kosmiske er knyttet til de basale drifter, kreativiteten og livsglæden. "Den adskiller sig afgørende fra den omgivende virkelighed ved at have rod i sindets fællesmenneskelige dybder og derved i bredeste forstand være forbundet med naturen." Eriksen giver flere eksempler på, hvorledes naturskildringer og naturbegivenheder forbindes med spillemændenes liv. I modsætning til den kosmiske er den omgivende virkelighed fremstillet som livsdestruerende (Matte-Gok) eller livskuende (sekten, borgerskabet og kirken). (28-29). Den kosmiske virkelighed "repræsenterer således en art oprindelighed, mens den rationelle omverdens-virkelighed fjerner sig fra det oprindelige og derved begrænser sit eget synsfelt og nægter sig selv dybde." . Når spillemændene betragtes "som eskapister, er det således kun fordi, vi betragter dem ud fra en moderne bevidstheds forvrængede normer." (34)
Den kosmiske virkelighedsopfattelse er kendetegnet ved et monistisk syn på virkeligheden som en enhed af kunst og livsudfoldelse i modsætning til det moderne rationelle dualistiske syn, der bygger på en modsætning mellem ånd (kunst) og materie (det daglige liv). (26) 
Den kosmiske virkelighedsopfattelse er af mytisk karakter (umiddelbar livsdyrkelse, udfoldelse af de basale fællesmenneskelige urdrifter, der har eksisteret til alle tider). Dette mytiske lag, den kosmiske virkelighedsopfattelse, ligger som et dybere lag under den realistiske fortælling og tolkes frem, synliggøres gennem "samspillet mellem figurernes tanker og forestillinger, fortællerens refleksioner og handlingen". "Den realistiske flade bliver .. i nogen grad gennemtrængt af myten. Spillemændene og deres venner er rodfæstet i en kosmisk virkelighed, der stikker dybere end den umiddelbare håndgribelige verden." (44)
Det synes dog ikke muligt at leve alene på en kosmisk livsopfattelse. I konfrontationen med den rationelle virkelighed går spillemændene fortabt. Men "Gennem forningen af myte og realisme forsøger værket at bringe en arkaisk bevidsthed i samklang med en mere moderne bevidsthed, dvs. vise at det sande ligger i det urmenneskelige dyb, men kun sikres fortsat vækst ved at blive bragt sammen med den omsluttende verden." (44) 
Under sin gennemgang fremsætter Eriksen en interessant teori om den meget omdiskuterede årsag til, at Magister Mortensen begår selvmord, hvilket tidligere "er blevet udlagt både som en fortvivlet mands resignation (bl.a. Glyn Jones) og som en handling foretaget i "en rus af lykke og cognac" (Lise Rasmussen)." Men Eriksen bemærker, at ifølge teksten "springer Mortensen op ad evighedens trappe" for han er "til det sidste en livsens hungrige brand!" (De fortabte spillemænd, 180). Eriksen konkluderer, at selvmordet skal ikke opfattes som et fald men som et udslag af livskraft. Den trappe Mortensen bestiger er udtryk for det irrationelle i modsætning til de rationelle overvejelser Mortensen ikke tidligere har kunnet frigøre sig fra. "Selvmordet gestalter samme kontakt med det sande, ufordærvede og evige som musikken og digtningen, og det ophøjes derved til kunst i begrebets mest ekstreme betydning. Mortensens udvikling når sin fuldendelse med hans død." (42) Efterfølgende påpeger Eriksen dog, at fortællerens opfattelse af selvmordet, som det er fremstillet ovenfor, ikke synes helt i overensstemmelsemed den implicitte forfatters (tekstens) opfattelse , idet selvmordet har en række ulykkelige konsekvenser for de efterladte. Eriksen sporer her en vis vaklen mellem det kosmiske og det rationelle livssyn og vanskeligheden i at forene dem. 
I Moder Syvstjerne træder den mytiske tolkning yderligere frem. Værket har en mytisk opbygning med mange paralleller til biblen med en altvidende fortæller med en nærmest guddommelig indsigt. "Fortælleren er i stand til at gennemskue en overordnet kosmisk sammenhæng i tilværelsen, og hans - og romanens primære sigte bliver således at placere mennesket i en metafysisk, overindividuel struktur." (49) Men som Eriksen påpeger forekommer der intet overnaturligt. Der er  ikke tale om magisk realisme. "Magi og realisme holdes altså adskilt; kun fortolkningen har en overnaturlig klang, ikke den faktiske virkelighed. Den totale sammensmeltning af myte og realisme finder alene sted i fortællerens fortolkning af virkeligheden." Fortælleren "viser os, at der i det nære og sanselige er et lag, der rækker dybere end det rent rationelle, at det enkelte fænomen kan afspejle en større, kosmisk struktur." (52), som f.eks.at  Jacob oplever det, at den mørke Trine slukker hans lille lysende natlampe, som en kamp mellem to fugle på liv og død, mellem lyset og lyseslukkeren, mellem det livshungrende og det livsfjendlige.

"Moder Syvstjerne skildrer ligesom De fortabte spillemænd kollisionen mellem en rationel og en irrationel måde at anskue verden på"
(53), men i Moder Syvstjerne spores der ikke som i De fortabte spillemænd nogen diskrepans mellem fortællerens og tekstens bevidsthed. Værket forekommer mere afklaret med vægten lagt på det kosmiske syn som det sande. "Menneskets iboende kræfter, drifterne, står som den højeste virkelighed, som et konkret billede på liv: dels fordi de sikrer livets fortsatte eksistens, dels fordi de lader mennesket komme i berøring med sin egen oprindelighed." (54). Antonias "livskraft ligger i, at hun uden hensyn eller overordnede hensigter følger sine indre, naturlige tilskyndelser." (55), modsat Napoleon, der lader sig styre af fornuften. Efter Antonias død bevarer Jacob et minde om symbiosen og derved om sin egen oprindelighed og urtidsharmoni. "Erindringen om enhed bliver den drivende kraft i hans mytologiskabende fantasi", som "han udfolder i et forsøg på at genskabe den tabte urtidsharmoni og sammenhæng.". (62) "Urkraften er i Moder Syvstjerne mere resistent mod den truende virkelighed end i den foregående roman.". I De fortabte spillemænd vises, "hvordan den mytiske kraft virker i livsglæden og kunsten, mens Moder Syvstjerne  viser det komplekse samspil mellem kosmos, natur og oprindelse." "Det sande menneske forener gennem sin naturlighed det almindelige og det trancendenté. .. et bindeled mellem nuet og evigheden.. Helt centralt er det imidlertid, at mennesket kun kan afspejle evigheden ved at hengive sig til nuet: kun i livet kan evigheden komme til udfoldelse." (64-65)
I det konkluderende afsnit pointerer Eriksen, at Heinesens mytiske realisme adskiller sig fra en arkaisk mytologisk forestilling ved at være forankret i det nærværende, i livet her på jorden, men forankret i det fælles kollektive urmenneskelige, mens den arkaiske opfattelse henlægger den højere mening til det hinsidige. 
Endvidere diskuteres sluttelig om Heinesens værker var udtryk for en skæbnetro, som Jones fremsatte som hypotese, hvor mennesket ikke eller kun i begrænset omfang kan stille noget op imod den skæbne, det livsforløb der nu engang bliver dets lod. Eriksen konkluderer dog, at værkerne hælder mest til den moderne tankegang om, at mennesket har en fri vilje. Ondskaben er resultatet af et bevidst menneskeligt valg. Han mener dog, at Heinesen ikke var helt afklaret omkring dette og finder især i Tårnet ved verdens ende tegn på en skæbnetro, hvor der forekommer en vis overbærenhed med repræsentanterne for de livsfjendtlige og livskuende kræfter, idet de nu engang var sådan af natur og ikke selv var i stand til at ændre dette forhold.

Retur til index

Ejgil Søholm - Godheds ubændige vælde (Bog, 1999)

En fin biografi om Heinesen med inddragelse af litteraturhistoriker Ejgil Søholms interviews og brevveksling med Heinesen.
Bogen er opdelt i tre dele : En litteraturhistorisk/biografisk del, et afsnit om Ejgil Søholms møder med Heinesen og et afsnit om deres brevveksling
Omend forfatteren med Heinesensk beskedenhed erklærer, at læseren ikke skal "forvente litteraturvidenskabelige analyser eller komparative dybsindigheder" foretages der en indlevet og lettilgængelig gennemgang af Heinesens værker med påpegning af de væsentligste temaer, en opdatering af forfatterens afsnit om Heinesen i den tredie udgave af Danske digtere i det 20. årh. fra 1981.
I referaterne af samtalerne med Heinesen i 1980 og 1983 fortæller Heinesen om sit liv og sit forfatterskab med flere fornøjelige digressioner, og i gengivelsen af brevvekslingen fåes et indtryk af Heinesens veloplagte og rigt illustrerede skrivekunst. Hans evne til at tage livets genvordigheder med selvironi og humor fremtræder i en ganske komisk skildring af hans første sygehusophold i 80-erne.
Bogen er en fornøjelse at læse, velskrevet og rigt krydret med tegninger, illustrationer og papirklip af Heinesen, anekdoter og bibliografiske oplysninger.

Retur til index

Jógvan Isaksen - Mellem middelalder og modernitet. Omkring William Heinesens prosa (Bog 2004)

I Mellem middelalder  og modernitet gennemgår lektor Jógvan Isaksen i kronologisk orden forfatterskabets prosa fra den første roman Blæsende Gry, 1934 til den sidste novellesamling Laterna Magica, 1985 med henblik på at afdække hovedtemaerne i William Heinesens prosa. Kapitlerne om Tårnet ved verdens ende og Laterna Magica er en udvidet bearbejdning af tidligere analyser i Isaksens bog fra 1993 : Færøsk litteratur. Isaksen har beskæftiget sig med Heinesen i en årrække og har udgivet en samling af Heinesens essays og fortællinger med efterskrift i samlingen Ekskursion i underverdenen, 1998, hvoraf nogle ikke tidligere har været trykt. Har endvidere skrevet artiklerne om Heinesen og hans værker i Dansk Forfatterleksikon, 2001
I sin gennemgang af Heinesens værker underbygger Isaksen sin indledende påstand om livets og dødens forbundethed som det centrale tema :
"Det er min påstand, at han i sit forfatterskab bestræber sig på at forbinde den middelalderlige erfaring om døden som livets uadskillige følgesvend med en moderne bevidsthed om menneskets udsathed og fremmedgjorthed. At han med sin digtning - og en normbrydende humor - forsøger at rydde mennesket en solid plads i livet ved at påvise tilværelsens indlysende komplementaritet.".
Som tidligere fortolkere trækker Isaksen en paralellel mellem Heinesens livssyn og teorierne om fortælleren i Walter Benjamins essay "Fortælleren", ligesom det påvises, at der er elementer af den karnevalistiske humor, som Mikhail Bakhtin fremhævede som væsentlig i det middelalderlige livssyn, hvor liv og død opfattedes som naturlige forbundne størrelser i livets evige cyclus.
Også godheden og medmenneskeligheden i modsætning til religiøs fanatisme fremhæver Isaksen som centralt tema hos Heinesen.
I gennemgangen af værkerne giver Isaksen den hidtil mest omfattende og detaljerede redegørelse for Heinesens brug af navnesymbolik og referencer til egne og andre værker

Retur til index